Om DanskPOP Talent

DanskPOP Talent er en talentkonkurrence med fokus på den danske populærmusik. dk4’s ambition er at give både nuværende og kommende kunstnere et vindue til præsentation af netop deres talenter. Derudover vil dk4 gerne give ny puls og særligt fokus på den danske populærmusik og derved give plads til både den traditionelle pop, den mere folkelige genre, men i særdeleshed også den skæve, nye og fremtidige dansksprogede musik. Det eneste krav til deltagere i programmerne er, at teksten skal være på dansk – altså er alle musikgenrer velkomne, ligesom solister, duoer, trioer og bands.

Alle deltagere er valgt ud fra en kyndig vurdering af deres indsendte materiale og/eller en decideret casting. Både professionelle musikere og amatører er velkomne.

Der vil være fire eksperter; dk4’s ekspertpanel, bestående af personligheder inden for dansk kultur- og musikliv. Eksperterne skal vælge et antal wildcards, altså kunstnere, der er sikret en plads videre i forløbet – udenom enhver seerafstemning.

De seks indledende runder, hver med ni talenter, optages i uge 36+37 (september), denne gang i dk4’s studie i København. Alle deltagere kan optræde med egne numre eller coverversioner af eksisterende numre. Studiet består af en scene med en fast opstilling til husorkester; dk4 AllStars. Scenografien består af lys og skærme til visuals. Hver enkelt kunstners optræden, får derved deres eget visuelle udtryk. Derudover vil der være en interwiev-position, hvorfra programmets vært vil præsentere hver enkelt optræden og umiddelbart efter endt optræden vil få besøg af deltageren, til en kort reaktion og en hyggelig snak om musikken. Hver enkelt udsendelse består af en blanding af indslag, optræden og interviews. Selve tv-produktionen koncentrerer sig om hver enkelt musiknummer, op- og nedlæg og ‘live’-interviews. Der optages derudover interview, reportage og ‘backstage’ med alle deltagerne på dagen. Disse redigeres sammen til præsentationsvideoer, af deltageren, der kører umiddelbart før hver optræden og indslag med sms-info, der kører umiddelbart efter hver optræden. Derudover bliver der lavet backstagebilleder og reaktioner med kunstnerne, til brug ved bl.a. semifinaler og portrætudsendelser.

Alle optrædener starter med en ‘live’ voice-over præsentation af deltageren, der står i silhuet og først ved navns-nævnelse bliver afsløret på scenen. Samme præsentation bruges i semifinalerne og til præsentation af finalisterne. I hver af de indledende runder vil der være én ‘ekspert’ tilstede. Eksperten er synlig, men kommenterer ikke på hver enkelt optræden, kun generelt om deltagerne, i et ‘live’-interview, med værten, midtvejs i udsendelsen.

Selve tv-formatet er bygget op omkring genudsendelser. Programmet har premiere hver lørdag og genudsendes, på forskellige sendetider, de fire efterfølgende dage. Der kan derved sms-stemmes, hele tiden, fra lørdag kl. 21:30 til den efterfølgende onsdag kl. 23:59. Dette giver programmerne større relevans og længere levetid i konkurrencen med de større tv-kanalers live-shows.

Hver torsdag bliver stemmerne talt op og arkiveret. De to deltagere, fra hver enkelt udsendelse, der har fået flest sms-stemmer, går direkte videre. Dette bliver dog først afsløret og præsenteret i selve semifinalerne.

Når de seks indledende runder har været sendt, fortløbende over seks uger, skal der dystes i de to semifinaler. Hver semifinale består af 6 talenter valgt via sms-stemmer samt 3 wildcards, valgt af ekspertpanelet.

Semifinalerne består af nye op- og nedlæg med værten og et sammenklip af de musikalske optrædender og backstage-reaktioner fra de indledende runder. Der kræves dermed ingen yderligere optagelser, med kunstnerne, i denne forbindelse. Programmerne sendes på de samme sendetider, som i de indledende runder, og der kan ligeledes stemmes fra lørdag til onsdag kl. 23:59. Der kan på aldeles lige vilkår sms-stemmes på alle deltagere – både wildcards og sms-bestemte. De tre kunstnere, fra hver semifinale, der har fået flest sms-stemmer, går direkte videre til finalen. Altså er seks sms-bestemte nu videre i finalen. Når disse er fundet, træder ekspertpanelet endnu engang sammen. De skal nu finde tre wildcards der ligeledes deltager i finalen. Der er således ni deltagere klar til finalen.

Som noget nyt introduceres endnu et program, nemlig DanskPOP Talent CHANCEN. Deltagerne i dette program, er de talenter der fik 3. flest stemmer ved de indledende runder. Derudover vælger ekspertpanelet endnu et wildcard, der ligeledes får CHANCEN. Det vil sige i alt syv talenter. Ligesom ved semifinalerne, bliver deltagerne i CHANCEN også først præsenteret og afsløret i forbindelse med denne udsendelse. Vinderen af dette program, altså den, der får flest sms-stemmer, tildeles dermed den sidste plads i finaleshowet, der således består af 10 finalister.

De ti finalister, altså de seks sms-bestemte, de tre wildcards og vinderen af  CHANCEN, bliver afsløret i ‘Kåringen’. ‘Kåringen’ består af nye op- og nedlæg med værten, krydret med indslag, hvor hver enkelt finalist overraskes med den glade nyhed. Derudover skal vi høre deres musikalske bidrag en sidste gang. Det er altså i dette program, at de ti endelige finalister bliver afsløret og offentliggjort, og der kan altså ikke længere sms-stemmes på deltagerne. I løbet af december og frem mod det store finaleshow d. 20. januar 2018, forkæles seerne med portræt af sidste års vinder af DanskPOP Talent, genudsendelse af sidste års forrygende finale-show og andre relevante programmer, der hele tiden holder DanskPOP-gryden i kog, fastholder seernes interesse og sørger for maksimal eksponering til finalisterne. Desuden skal seerne lære de 10 finalister bedre at kende. Derfor portrætteres finalisterne i to tv-programmer, der sendes i ugerne op til finaleprogrammet. Her får vi et indblik i deltagernes verden og deres passion for musikken. Det er et positivt og vedkommende program, der får seerne til at kende deltagerne betydeligt bedre end tidligere.

Finalen er et stort anlagt LIVE tv-show, der sendes direkte fra Forum Horsens, lørdag d. 20. januar 2018. Igen vil den bærende scenografi bestå af lys og visuals, denne gang i endnu større omfang og kæmpe format, i aller bedste melodi grandprix stil. Derudover er der et stort greenroom, hvor alle finalister er tilstede sammen med venner/familie og eksperter. I finalen skal vi se helt nye sider af vores finalister. De skal alle optræde med helt nykomponerede og aldrig før offentliggjorte numre. Dette skal skærpe seernes interesse for finalen og give finalisterne en enestående mulighed for at optræde med nye og evt. egne kompositioner. Samtidig genopliver dk4 den gamle Grand Prix-tradition, hvor al musikken bedømmes, på lige vilkår, ud fra kunstnerens sangtalent og nummerets umiddelbare kvalitet. Alt sammen selvfølgelig på dansk. Ud over de 10 finalisters helt nye numre, vil der være underholdning, komik og et musikalsk hovednavn. Således vil live-udsendelsen bestå af indslag, underholdning, musik, spænding og konkurrence.

I finalens første del, er både sms-stemmer såvel som ekspertpanelet i spil. Seerne afgør, med sms-stemmer, hvilke to deltagere, der går videre til finaleprogrammets absolutte afgørelse. De to deltagere, der altså er valgt ved hjælp af seernes og publikums sms-stemmer, får selskab af endnu en deltager, fra finalen, der udpeges af ekspertpanelet denne aften. Således vil der i den absolutte finale være tre deltagere. Her nulstilles alle sms-stemmer, så alle tre deltagere starter med 0 stemmer. De tre deltagere optræder endnu en gang, og her er det udelukkende seernes og publikums sms-stemmer der afgør, hvem der er vinder af DanskPOP Talent 2017.